Gode råd om hundefoder

Tips, tricks og vejledninger

Det store udbud der findes af hundefoder, kan ofte virke forvirrende. Hvad skal man vælge og er det også det rigtige foder til netop denne hund.

Her er 3 punkter, der skal tages højde for, før man kan vælge det rette foder:

hundens alder,
hundens størrelse og
hundens aktivitetsniveau
når disse 3 forhold kendes er udbuddet straks svundet ind til nogle få forskellige typer foder.

Hvalpe

Hvalpe har, ligesom børn, behov for ekstra vitaminer, mineraler, fedt og protein. Vælg altid et godt hvalpefoder i starten og brug dette indtil hvalpen er fuldt udvokset. Hvor længe væksten fortsætter er forskellig fra hunderace til hunderace. En lille race er udvokset efter ca. 8 mdr., en mellemstor race efter ca. 12 mdr. og en stor race første efter 18-24 mdr.

Voksne hunde

Når hvalpen er blevet voksen, har den et reduceret behov for energi, fedt, protein o.s.v., hvorfor den skal over på et almindeligt voksenfoder. Her skal man vælge et produkt, hunden kan lide og som holder pelsen, maven og sundheden i orden.

Læg mærke til hundens afføring, den skal altid være fast og må ikke være for tynd. Det er endvidere en god ide at vælge et foder, hvor der kommer en fornuftig lav afføringsmængde, da for meget afføring er tegn på, at hunden ikke udnytter foderet optimalt. Sidstnævnte må dog til dels bero på egne erfaringer.

Er hunden meget aktiv, bør man vælge et energirigt foder, da dette indeholder flere næringsstoffer, hvilket hunden behøver for at yde en ekstra indsats.

Vær opmærksom på følgende

Ved brug af vand på foderet er det vigtigt ikke at tilsætte for meget og ikke for varmt vand. Vandets temperatur må ikke overstige 40-50 grader, da vitaminerne i hundefoder ikke er varmebestandige og derved ødelægges. Dette kan medføre mangelsygdomme, da hundens krop kommer i underskud.

Foderskift

Når man skifter til et foder af en anden kvalitet, er det en god ide at blande “gammelt” foder med “nyt” foder over en periode på ca. 14 dage, da et sådan foder ofte i en overgangsperiode “er for godt”. På den måde kan hundens mave-tarmkanal langsomt vænne sig til den nye foder.